Hvad mener kunderne om jeres virksomhed – tør du spørge dem?

Ved at inddrage og stille jeres kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere de rigtige spørgsmål kan du blive klogere på, hvad der fungerer ift. jeres brand, og hvilke knapper der skal justeres på.

Her er 3 spørgsmål, du kan stille dine målgrupper, som hurtigt giver dig inspiration til, hvor der skal sættes ind. Jo flere målrettede spørgsmål jo bedre, men disse kan give jer et godt udgangspunkt.

Du kan som sagt bruge spørgsmålene på både kunder, medarbejdere og øvrige samarbejdspartnere, alt efter hvor I ønsker at opnå mere viden. For eksemplets skyld tager jeg udgangspunkt i målgruppen ‘kunder’ (nuværende som tidligere):

Stil jeres kunder følgende spørgsmål:

1) Hvis min virksomhed var en person, hvilke tre tillægsord ville du så sætte på mig? 

Dét at betragte virksomheden som en person kan gøre det nemmere for folk at danne sig konkrete billeder af jer. Den interviewede svarer f.eks., at han eller hun ser jer som “innovativ, detaljeorienteret og serviceminded.”

2) Du siger, at virksomheden er innovativ, detaljeorienteret og serviceminded. Kan du fortælle, hvordan dette kommer til udtryk?

Her kommer der f.eks. et svar fra den interviewede om, at I er servicemindede, fordi I er gode til at følge hurtigt op på forespørgsler og får løst udfordringer med det samme. Ved at få den interviewede til at konkretisere sine valgte tillægsord får du konkrete billeder på den adfærd, som virker for jeres virksomhed. Kan I gøre mere af det? Kan I kommunikere denne adfærd på sociale medier/via andre kanaler?

3) Nu har du fortalt, hvad vi er, men hvad er vi IKKE, når du sammenligner med konkurrenter? Sæt tre tillægsord på. 

Denne kan være svær for både dig samt den interviewede. Min oplevelse er dog, at der typisk kommer input til udtryk, som kan bruges. Det er her, du kan få super gode input til, hvad I bør ændre på/kan gøre mere af. Kan du komme i dialog med tidligere kunder, kan du få endnu flere input på denne. Husk at spørge den interviewede, om det betyder noget for kunden, at denne ikke ser jer som f.eks. struktureret. Er det frusterende, eller sætter vedkommende faktisk pris på, at I af den grund er mere fleksible?

Hvem skal foretage interviewet af jeres kunder?

Det kan være givtigt at bruge en interviewer udefra til at stille dine kunder m.fl. spørgsmål om virksomheden. Når jeg f.eks. snakker med mine kunders målgrupper, er jeg kun interesseret i at få ‘den fulde sandhed’ frem, således vi har det helt rigtige udgangspunkt at bygge kommunikationen på. Det kan være, du føler, du selv er i stand til at forholde dig objektivt til de svar, der måtte komme tilbage (også de negative), men overvej om det er hensigtsmæssigt og vil give det bedste resultat.

Læs også mit tidligere indlæg om, hvordan I sørger for at sætte handlinger bag jeres vigtigste tillægsord

Fjern det tørre ved kiksen uden at væde den til

Det dér med at skrive troværdigt handler først og fremmest om at skrive faktuelt korrekt og undgå at lave stavefejl. Lyder det kedeligt? Måske. Men du og jeres virksomhed kan sagtens kommunikere noget korrekt uden at fremstå som en tør kiks. Der er flere måder at gøre dette på.

I dette indlæg skriver jeg lidt om, hvordan du kan bruge tillægsord til at give jeres brand og indhold energi, samtidig med at I fremstår troværdige:

Kobl jeres positive tillægsord til målgruppen

Hvad tænker du, når en virksomhed eller person beskriver et produkt som værende “genialt” eller “fantastisk”? At det må være sandt? Eller at det jo afhænger af så meget? Mange vil sikkert sige ja til det sidste. En app, der samler alle tilbud fra alle supermarkedskæder, kan være genial for storbysmennesket på farten, men for personen, der bor uden for byen med adgang til en enkelt butik, vækker det nok mindre begejstring.

Formlen er at koble jeres tillægsord til målgruppen, så det bliver relevant og giver mening for dem. Har I en app, der vejleder forældre om den rigtige kost til deres små børn, så kan du f.eks. skrive: “denne kostapp er et fantastisk vejledningsværktøj for nybagte forældre, der har brug for info om barnets kost, når ammeperioden slutter.” Du forklarer, hvorfor du mener, jeres produkt er fantastisk, og vigtigst af alt for hvem det er fantastisk.

Ulven kommer!

Så det er mere end fint og også vigtigt at bruge positive tillægsord om jeres produkter eller services fra tid til anden. Du skal dog være opmærksom på, hvor meget du væder jeres produkter til med positive tillægsord. Bruger du f.eks. det samme tillægsord ti gange i træk, så er det ret sikkert, at betydningen langsomt mister sin værdi, især hvis folk nogle af de gange mere syntes, jeres produkt var “ok” end “genialt”. Det er lidt ligesom fortællingen om “Ulven kommer”. Når du råber jeres målgruppe op, så sørg for at jeres indhold virker reelt. Folk vil gerne kunne stole på, at det, I siger, er sandt.

I forhold til mængden af dit forbrug af positive tillægsord er det ok, at dette er større, hvis du er personlig blogger. Altså hvis du blogger om din interesse inden for et eller andet område. Hvis du blogger om makeup, og folk ser dig som en, der virkelig har forstand på området, så vil de jo netop gerne vide, hvornår en mascara er fantastisk. Selvom der er plads til, at du kan bruge flatterende tillægsord flere gange så overvej igen mængden heraf.

I bund og grund handler det om at sætte dig i modtagerens sted. Vurdér hvad vil de mene om jeres/dit produkt og vælg dine ord herefter.

Så – ud og sælg den kiks!