Strategisk storytelling

Derfor skal du bruge storytelling i din forretning

Det er lettere for folk at huske historier end tørre fakta såsom medarbejderantal, hvornår virksomheden blev stiftet o.lign. 

Når vi husker en positiv fortælling om din virksomhed, er vi mere tilbøjelige til at bakke op om virksomheden. Det kan være en lille opbakning i form af et like eller en kommentar på dit indhold på sociale medier eller – bedst af alt – et køb af dit produkt eller din ydelse. 

Få dit budskab ud at leve

Sammenlign disse 2 eksempler på en beskrivelse af en butik i et magasin. 

  1. Butikken ligger på Nygade i København. Den tilbyder mange produkter, f.eks. tasker, trøjer og bukser. Butikken er åben fra kl. 09:30 til 16:00 i hverdagene og fra kl. 10:00-17:00 i weekenden. 
  2. Brostenene, de aflange glasvinduer og lilla hyacinter lokker folk hen til butikken. Så snart man træder ind af den store blå dør, mødes man af italienske tegl på væg og gulv. Tasker i mange forskellige farver kæmper om opmærksomheden. 

De fleste finder eksempel 2 mest spændende. Det kan sagtens være relevant også at nævne beliggenhed og åbningstider i en given fortælling, men det bør flettes ind i storytellingen eller fremgå uden for fortællingen, f.eks. i en faktaboks. 

Hvordan gør du din storytelling strategisk?

Storytelling udgøres af forskellige fortælleteknikker, f.eks. teknikken som vist ovenfor, der giver en beskrivelse, der gør, at modtageren føler, han eller hun selv er til stede. 

Se også mit indlæg som beskriver, hvordan emojis kan være med til at skabe en unik storytelling

Hvordan gør du storytellingen strategisk, så den skaber værdi for din forretning? 

Du har uden tvivl nogle budskaber, du gerne vil have ud til dine målgrupper. Det kan være nogle USP’er om dine produkter, dine virksomhedsværdier eller lignende. Hvis du vil lykkes med din storytelling, skal du være helt skarp på, hvad dine unikke værdier er. Værdierne for din virksomhed og produkter og ydelser. Det er det, som storytellingen skal tage afsæt i. 

Læs mere om, hvordan du finder frem til virksomhedens værdier i dette indlæg

Hvordan bruger I storytelling i din virksomhed? 

Skal jeg hjælpe dig med at skabe mere storytelling i din virksomhed? Ring til mig på +45 40629878 eller kontakt mig nedenfor.

PROFILBILLEDE

Brug af emojis i tekster

Fremstår du personlig eller useriøs, når du bruger emojis?

Læsetid: 3 min.

Emoji eller ej. Et valg du sandsynligvis har stået med flere gange. Jeg oplever, at mange er i tvivl om, hvordan emojis skal bruges professionelt. Du får her nogle hurtige råd til, hvordan du kan gribe din beslutning an. 

Er du mest af alt nysgerrig på, hvordan det er med tegnsætningen, når du bruger emojis i din tekst – så scroll ned til afsnit 2. Bonusinfo: Jeg har talt med Dansk Sprognævn. 

Emojis er kommet for at blive – også på arbejdspladsen og i dialogen med kunder. Giver de mening at bruge professionelt? I høj grad ja. Emojis kan tit sige mere end ord og angiver en bestemt tone og bidrager til at styrke relationen mellem afsenderen og modtageren – noget der er vigtigt i både B2C- og B2B-sammenhæng.

Der er situationer, hvor du bør undlade at bruge emojis. Kort fortalt skal du overveje 3 ting: 

1. Overvej dette inden du sætter din emoji

1: Situationen 

Er det første gang, du henvender dig til din modtager? Så vil jeg som udgangspunkt fraråde, at du bruger emojis i din mail eller besked. Når I har skrevet sammen et par gange, kan du ud fra dialogen vurdere, om det er tid til, at I skal rykke relationen en grad op med en emoji. Har I også talt sammen i tlf. eller sågar mødt hinanden in real life, er der endnu mere grund til at overveje, om teksten skal krydres med emojis. 

2: Målgruppen

Selvom der hersker en god stemning mellem dig og din modtager, gør du klogt i at overveje, om modtageren måske hellere vil være fri. Virker vedkommende formel i sit sprog? Er vedkommende af den yngre eller ældre generation? Ligesom du ville overveje, om du skal bruge ‘Kære’ eller ‘Hej’ så overvej, om brugen af emojis er passende til din modtager. 

Hvis du er i tvivl, så er mit råd: Lad vær.  

3: Valg af emoji

Den klassiske smiley-emoji forstår de fleste, og den kan virke meget positivt på din modtager. Mere atypiske emojis kan være med til at give dit brand et unikt særpræg, men det kræver, at du har en veldefineret målgruppe. Hvorfor? Humor og ironi kan variere meget fra person til person, så det er farligt at kaste om dig med emojis som 😉 eller 🤣, medmindre du har et grundlag for at vurdere, at det taler til din målgruppe. 

Undgå at gøre din blinkesmiley til en sur smiley: Vidste du, at det kan være en fordel at bruge de klassiske tegn som ;),:),:-D frem for at indsætte selve emoji-symbolerne 😉 🙂 😀 ? Du kan nemlig ikke altid være sikker på, at den emoji du ser, er den samme, som din bruger ser. Det har noget at gøre med modtagerens tekniske platform, browser etc. 

2. Hvordan er det lige med tegnsætningen? 

Eva Skafte Jensen, som er seniorforsker ved Dansk Sprognævn, fortæller, at Dansk Sprognævn endnu ikke har fastsat nogle regler for brugen af emojis, men der er nogle klare tendenser. Vi kørte en kort Q&A:

  • Skal der være mellemrum/intet mellemrum, før man sætter den pågældende emoji? 

“Vi ser en klar tendens med, at der indsættes et mellemrum inden emoji’en. Det giver god mening at sætte et mellemrum, så det ikke kommer til at stå så tæt på det sidste ord i sætningen, at de bliver blandet sammen.”

  • Hvad sker der så efter emoji’en? 

“Typisk ses det, at der sættes et mellemrum efter emoji’en, og at det efterfølgende ord starter med stort forbogstav.”

  • Skal der være punkttum før/efter emoji’en? 

“Emoji’en erstatter som oftest punktum. Hvor der for nogle år siden var en tendens til både at have emoji og punktum som afslutning, er den nye tendens, at man simpelthen erstatter punktum med emoji’en.” 

Som Eva forklarer er der altså nogle tendenser, men ikke klare regler for, hvordan du indsætter dine emojis i teksten. Om du sætter mellemrum eller ej så husk altid at være konsistent.

Jeg vil meget gerne høre, hvordan du bruger emojis professionelt, så vi skaber erfaringer sammen. Skriv en kommentar nedenfor, på opslaget på LinkedIn eller send mig en besked hvis du har noget på hjertet ift. dette emne.

Du er også velkommen til at skrive dig op til mit nyhedsbrev, som giver dig flere tips til at persontilpasse dit indhold.

Skriv dig op til JNSN Kommunikations nyhedsbrev her

Er du Pepsi Max-typen? Når storytelling fungerer…

Jeg arbejdede for nylig med en storytelling-opgave for en kunde. Opgaven gik ud på at skabe en spændende og relevant fortælling, som tiltaler målgruppen og bidrager til, at denne falder for netop virksomhedens produkt. Frem for konkurrenternes alternativer…

Det fik mig til at tænke på, hvilke fortællinger og deraf brands jeg selv er faldet for pladask for. Hvad eller hvem er du faldet for?

Rimelig trofast, men også lidt utro

Der er jo f.eks. min foretrukne sodavand, Pepsi Max. Hvorfor er det så vigtigt, at jeg drikker den frem for andre sodavand? Smagen er god, men kunne jeg mon udpege den i en blindtest?

Skal jeg udfordre mig selv lidt mere på, hvad grunden mon er, så synes jeg jo nok, at Pepsi Light alligevel er lidt for tøset, og Pepsi er lidt for usund og drenget. Pepsi Max er sådan lidt in-between og passer godt til den ‘independent woman’ jeg er. Sød, men ikke alt for sød. Stærk, men ikke alt for maskulin. Hvordan har jeg fået den opfattelse? Sikkert igennem reklamer (jeg er den dårligste til at huske reklamer, men er ikke i tvivl om, at jeg bliver påvirket af dem) og de fortællinger, som samfundet og min omgangskreds videregiver til mig.

Til jer der har oplevet mig drikke Coca-Cola Zero og øvrige mange alternativer til sukkerlignende forkælelse, så jo jo ryger det ned. Men det bliver aldrig det samme som Max…

Trofast all-the-way

Hvor jeg godt kan være min Pepsi Max utro fra tid til anden, er jeg tværtimod trofast, når det kommer til min computer og mobil: Apple-bruger all-the-way. Dét til trods for, at jeg er flere smadrede iPhones og utallige bandeord igennem. Men Apples produkter er jo bare lækre, moderne og in – ligesom mig, ikke;) Og så ignorerer jeg helt og aldeles, at min kærestes Huawei-telefon jo også objektivt set ser ret lækker ud, virker ret holdbar og har nogle lækre features. For ikke at nævne MEGET billigere sammenlignet med iPhone.

Hvilket produkt sværger du til, og hvorfor?

Skal jeg hjælpe jer med at sætte den gode fortælling på jeres forretning, så I får trofaste kunder, som spejler sig i jeres produkt eller service? Kontakt mig i dag og lad os tale nærmere om jeres behov. 

Hvad mener kunderne om jeres virksomhed – tør du spørge dem?

Ved at inddrage og stille jeres kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere de rigtige spørgsmål kan du blive klogere på, hvad der fungerer ift. jeres brand, og hvilke knapper der skal justeres på.

Her er 3 spørgsmål, du kan stille dine målgrupper, som hurtigt giver dig inspiration til, hvor der skal sættes ind. Jo flere målrettede spørgsmål jo bedre, men disse kan give jer et godt udgangspunkt.

Du kan som sagt bruge spørgsmålene på både kunder, medarbejdere og øvrige samarbejdspartnere, alt efter hvor I ønsker at opnå mere viden. For eksemplets skyld tager jeg udgangspunkt i målgruppen ‘kunder’ (nuværende som tidligere):

Stil jeres kunder følgende spørgsmål:

1) Hvis min virksomhed var en person, hvilke tre tillægsord ville du så sætte på mig? 

Dét at betragte virksomheden som en person kan gøre det nemmere for folk at danne sig konkrete billeder af jer. Den interviewede svarer f.eks., at han eller hun ser jer som “innovativ, detaljeorienteret og serviceminded.”

2) Du siger, at virksomheden er innovativ, detaljeorienteret og serviceminded. Kan du fortælle, hvordan dette kommer til udtryk?

Her kommer der f.eks. et svar fra den interviewede om, at I er servicemindede, fordi I er gode til at følge hurtigt op på forespørgsler og får løst udfordringer med det samme. Ved at få den interviewede til at konkretisere sine valgte tillægsord får du konkrete billeder på den adfærd, som virker for jeres virksomhed. Kan I gøre mere af det? Kan I kommunikere denne adfærd på sociale medier/via andre kanaler?

3) Nu har du fortalt, hvad vi er, men hvad er vi IKKE, når du sammenligner med konkurrenter? Sæt tre tillægsord på. 

Denne kan være svær for både dig samt den interviewede. Min oplevelse er dog, at der typisk kommer input til udtryk, som kan bruges. Det er her, du kan få super gode input til, hvad I bør ændre på/kan gøre mere af. Kan du komme i dialog med tidligere kunder, kan du få endnu flere input på denne. Husk at spørge den interviewede, om det betyder noget for kunden, at denne ikke ser jer som f.eks. struktureret. Er det frusterende, eller sætter vedkommende faktisk pris på, at I af den grund er mere fleksible?

Hvem skal foretage interviewet af jeres kunder?

Det kan være givtigt at bruge en interviewer udefra til at stille dine kunder m.fl. spørgsmål om virksomheden. Når jeg f.eks. snakker med mine kunders målgrupper, er jeg kun interesseret i at få ‘den fulde sandhed’ frem, således vi har det helt rigtige udgangspunkt at bygge kommunikationen på. Det kan være, du føler, du selv er i stand til at forholde dig objektivt til de svar, der måtte komme tilbage (også de negative), men overvej om det er hensigtsmæssigt og vil give det bedste resultat.

Læs også mit tidligere indlæg om, hvordan I sørger for at sætte handlinger bag jeres vigtigste tillægsord

Jeg ejer en virksomhed…

…lyder altså bare mere overbevisende, end “virksomheden ejes af mig.”

Som virksomhed kæmper I om at få opmærksomheden, og så skal jeres målgrupper hurtigt kunne opfange, hvad jeres budskab er. Derfor skal du kommunikere så klart som muligt. En måde at gøre dette på er at skrive mere aktivt end passivt. Jeg uddyber hvorfor og hvordan nedenfor.

Sammenlign sætningerne:

1. Virksomhedens outsourcing af arbejdskraft besværliggøres af den nye lov.

2. Den nye lov besværliggør virksomhedens outsourcing af arbejdskraft.

Hvis du har det ligesom mig, synes du bedst om sætning 2, selvom sætningerne i bund og grund leverer samme budskab. Forskellen er, hvordan verbet/udsagnsordet “besværliggøre” bruges i sætningerne. I sætning 2 er der fokus på den genstand, som handler. I dette tilfælde er det “den nye lov”, som “besværliggør virksomhedens outsourcing…” I sætning 1 er der derimod fokus på “virksomhedens outsourcing af arbejdskraft,” som må finde sig i, at der bliver gjort noget ved den – altså outsourcingen, som “besværliggøres af…” Af samme grund kalder man også aktiv for handlemåden, da der er nogen eller noget, som handler, og passiv for lidemåden, da nogen eller noget bliver udsat for et eller andet. Kan du se forskellen? Det kan i sætning 1 desuden virke som om, at man ønsker at fjerne opmærksomheden fra “den nye lov.” Det er et af effekterne, når man skriver passivt, idet aktøren skjules. Du kan i øvrigt kende passiv-formen på, at der er sat et -s på verbet (besværliggøres), eller at der er omskrevet med blive (blive besværliggjort).

For at skrive mere aktivt skal du med andre ord i højere grad fremhæve, hvem eller hvad det er, der gør noget, og hvad denne person eller genstand gør. Lad os slutte af med flere eksempler på henholdsvis den passive og aktive skrivemåde:

Passiv: Møblerne produceres af Virksomhed A.

Aktiv: Virksomhed A producerer møblerne.

Passiv: Der arbejdes ud fra vores virksomhedsværdier: Kvalitet, Ærlighed & Service.

Aktiv: Vi arbejder ud fra vores virksomhedsværdier: Kvalitet, Ærlighed & Service.

Passiv: Virksomhedens fokus på innovation vises af det grafiske design.

Aktiv: Det grafiske design viser virksomhedens fokus på innovation.

Det er vigtigt at sige, at passiv kan være god i andre sammenhænge. I dag hylder vi dog for den aktive skrivemåde. Hov, jeg mener: “Jeg vajer dog i dag flaget for den aktive skrivemåde.”

Fjern det tørre ved kiksen uden at væde den til

Det dér med at skrive troværdigt handler først og fremmest om at skrive faktuelt korrekt og undgå at lave stavefejl. Lyder det kedeligt? Måske. Men du og jeres virksomhed kan sagtens kommunikere noget korrekt uden at fremstå som en tør kiks. Der er flere måder at gøre dette på.

I dette indlæg skriver jeg lidt om, hvordan du kan bruge tillægsord til at give jeres brand og indhold energi, samtidig med at I fremstår troværdige:

Kobl jeres positive tillægsord til målgruppen

Hvad tænker du, når en virksomhed eller person beskriver et produkt som værende “genialt” eller “fantastisk”? At det må være sandt? Eller at det jo afhænger af så meget? Mange vil sikkert sige ja til det sidste. En app, der samler alle tilbud fra alle supermarkedskæder, kan være genial for storbysmennesket på farten, men for personen, der bor uden for byen med adgang til en enkelt butik, vækker det nok mindre begejstring.

Formlen er at koble jeres tillægsord til målgruppen, så det bliver relevant og giver mening for dem. Har I en app, der vejleder forældre om den rigtige kost til deres små børn, så kan du f.eks. skrive: “denne kostapp er et fantastisk vejledningsværktøj for nybagte forældre, der har brug for info om barnets kost, når ammeperioden slutter.” Du forklarer, hvorfor du mener, jeres produkt er fantastisk, og vigtigst af alt for hvem det er fantastisk.

Ulven kommer!

Så det er mere end fint og også vigtigt at bruge positive tillægsord om jeres produkter eller services fra tid til anden. Du skal dog være opmærksom på, hvor meget du væder jeres produkter til med positive tillægsord. Bruger du f.eks. det samme tillægsord ti gange i træk, så er det ret sikkert, at betydningen langsomt mister sin værdi, især hvis folk nogle af de gange mere syntes, jeres produkt var “ok” end “genialt”. Det er lidt ligesom fortællingen om “Ulven kommer”. Når du råber jeres målgruppe op, så sørg for at jeres indhold virker reelt. Folk vil gerne kunne stole på, at det, I siger, er sandt.

I forhold til mængden af dit forbrug af positive tillægsord er det ok, at dette er større, hvis du er personlig blogger. Altså hvis du blogger om din interesse inden for et eller andet område. Hvis du blogger om makeup, og folk ser dig som en, der virkelig har forstand på området, så vil de jo netop gerne vide, hvornår en mascara er fantastisk. Selvom der er plads til, at du kan bruge flatterende tillægsord flere gange så overvej igen mængden heraf.

I bund og grund handler det om at sætte dig i modtagerens sted. Vurdér hvad vil de mene om jeres/dit produkt og vælg dine ord herefter.

Så – ud og sælg den kiks!